Trollheimen – og de som levde der

«- Heisan, det blir skiføre i paasken lel’. Blir du med til Trollheimen i paasken? Vi er seks stykker som reiser ikveld, var det en som telefonerte onsdag middag. Ja, det var greit det, - kunde ikke la en slig anledning gaa ubenyttet.

Det var 6 kraftige gutter, som mødte frem paa stationen til 6-toget. Fire velvoksne, trealens karer og to meget mindre, rotvoksne kubber. Allen tranede skiløbere av vore hurtigste og bedste, saa det er greit at skjønne, at det blev en tur, hvor kræfter og udholdenhed fik staa sin prøve.

I den glade stemning, som bevidstheden om at slippe fra bylivets tvang gir, bar det afsted. Humøret steg efterhvert som toget steg sig opover dalen; thi sneen faldt jevnt og tæt. Paa hver station maatte vi ud og se på termometeret, som smaat sank ned mod 0. I ungdommelig fryd hilste vi den nyfaldne sne med at kaste snebold, først paa hverandre og senere på hvemsomhelst. Især gik det ud over nogle unge damer fra nabokupeen, som riktignok ikke lod til at ta seig synderlig nær af denne kanske noget nærgaaende kurtise.

Kl. 9 steg vi af paa Hovin station og tog fat paa marschen opover mod Løvaas paa Høilandet med skiene paa nakken; thi sneen tinet straks i den bløde, sølede vei. De er lange og tunge at gaa i mørke og søle disse Hovindsbakkene. Vi haabet paa skiføre oppe paa høiden, men blev skuffet. Maatte bære skiene helt fram til Løvaas, som vi naadde kl 11 om kvelden. Efter at ha faat vor kveldsmat til livs, gik vi straks til køis med ordre til at tørne ud kl. 4 næste morgen. Det gjaldt at nytte tiden, thi planen var at naa ind til Foldalshytten (Trollheimshytta) til kvelds, og det er henimod 75 km. det.

Klokken vel 4 var vi ud af sengen. En gammel kjærring, som holdt paa at tusle med at lægge i ovnen, blev yderst fobløffet, da hun ved at vende sig mod værelset, befandt sig vis à vis en af selskabet, som i paradisets uskyldsfulde dragt nød sit morgenbad.

«Nej, skull du ha sjet slik stakkall, ho, « raabte kjærringen og strøk paa dør. –

«Tre graders kulde og godt skiføre, gutter,» meldte en som havde været ude og set paa veiret.

Det tog lidt tid med kaffen, men et kvarter før seks var vi paa skiene. Lidet sne var det i begyndelsen, men snart naadde vi fast underlag af gammelsne, og føret blev nu meget godt.

Paa stupet mod Meldal var det forbi med føret. Skiene maatte paa nakken og tilfods bar det udover braabratte klever ned mod dalen. Kl ½ 11 naadde vi frem til Grut. Her nede i dalen var det vaarveir og barmark. Paa Grut indtog vi en solid frokost med diverse æg og store kvanta melk til mands. Denne morgentur paa ca. 25 km. havde skjærpet appetitten ganske betydelig. Kl. 12 brød vi op, færget over Orkla, som forlængst havde brudt vinterens «baand og tvang», og tog op til gaarden Jerpstad, hvor vi bad om skyds for skiene vore til Drugudal, for det var liten mening i at gaa og bære skiene en trefjærding vei midt i middagssolen, naar vi endnu havde en 50 km. at tilbagelægge inden kveld.

Drugudal naadde vi i tretiden og begyndte straks at baute os op paa Rotaasen (ca. 1900 fod over havet). Fra toppen av denne havde vi et vakkert syn af Troldheimen, og nu bar det med jevn fart ind mod Jøvandet. I begyndelsen var føret godt, men da vi naadde høiden, var nysneen afføget og underlaget iset og glat og gav intet fæste for skiene, saa det rønnet ordentlig paa.

I 6-tiden passerte vi Jølvandet paa blank is. Tørste var vi nu, saa det gnistret i kjakene, og glæden blev derfor stor, da vi fandt en raak i isen ved bækosen, som falder i Jølvandet. Her holdt vi en ordentlig svir i saft og vand. Men nu havde det skjærpet paa mod kvelden, saa den, som langet vandet op, holdt paa at fryse fingrene sine, og ypperlig føre blev det ind over Svartaadalen.

Fra Jølvandet skar vi os opover lien langs Langfjeldet et godt stykke fremover, næsten mod Baagevoldssæteren, og saa bar det utover. Førstemand som satte ivei, forsvandt for os som stod igjen, for kort efter at dukke frem i rivende fart som en liden, svart flue dybt, dybt nede i dalbunden, og saa mand for mand efter. Det var et fint rend.

Kl. 8 naadde vi Baagevoldssæteren, og skjønt det led paa kvelden, maatte vi ha en liden pibehvil og la bækken løbe igjennem vore tørstige struber.

Svartaadalen tog sig storartet ud i kveldsbelysningen. Paa den ene side Troldhættas, paa den anden Gjeithættas næsten lodrette vægge svøbt i kveldssolens purpurflor. I bunden og et stykke opover den svarte, nøgne birkeskog mod den graahvide bund, og ud av dette perspektiv, foran os, Foldalssnotas mægtige romerhjelm, hvis konturer tegnet sig skarpt mot solefald-himmelens glød. Aa Herregud, hvor inderlig smaa vi blev i disse omgivelser.

Saa bar det nedover efter Svartaaens snedækte leie i strygende fart. Med sligt føre maatte vi kunne naa Foldalshytten paa en times tid. Men det blev andet af.

Svartaaen, som heroppe løb saa lunt og stille under isbelaget, væltet sig længer nede, hvor fjeldssiderne trængte paa og styrtet rett i dens leie, i vilde sprang udover fald og stup. Her var det ingen fremkomst hverken for skiløbere eller fotgjængere. Vi havde intet andet valg end at klyve op Gjeithættas braabratte væg og se at trække os fremover langs denne. I en time kløv vi tilveirs, halende skiene efter os, og saa bar det fremover langs fjeldvæggen. Vi trodde allerede modgangen hermed endt, da vi plutselig stod foran en dyb kløft efter en fjeldbæk med bratte skavler paa begge sider, som skar sig ret nedover fjeldsiden tvers av vor kurs. Den maate vi over. Ja, det gik for sig paa den vis, at vi lod os glide udover paa den ene side og entret op paa den anden ved å hugge os trinnvis opover skavlen. Det var tussigt nok; men vi havde ikke gaat langt før vi stod foran en ditto. Samme strævet om igjen, og mørkt var det blit og. Og saa endnu en til. Men nu saa det ud til, at møien var over, og jeg gik trøstig i teten; men bums, grunden forsvandt under mig, og der laa jeg paa bunden af den fjerde. Den var heldigvis baade den mindste og den sidste. Saa krabbet vi op af den ogsaa og naadde furumoen, som helder mod Foldalen. Nu bar det i lystige rend mellem ærværdige furuer ned mod dalbunden, og kl. 11 naadde vi vore længslers maal – Foldalshytten – opført af Trondhjems Turistforening.

                Skiene kom i en fart af, og ved hjelp af en medbragt nøgle slap vi ind i denne hyggelige og vel udstyrede turisthytte. Her kom alle i travl virksomhed. Nogle med at gjøre op ild paa peisen og komfyren, andre med at finde frem kopper og kar, andre med at skrue hængsler af stengte døre til spisekammer og kjælder. - - -

                Næste morgen bragte os stor skuffelse. Veiret havde slaat om til le med stille, blødt snefald. Heldigvis havde vi ikke mere end 25 à 30 km. for os den dag over til Storli, saa vi kunde ta det med ro. Det gjorde vi da ogsaa. Drak en syv, otte kopper kaffe og spiste ertesuppe tilsat med makaroni, bif og lidt sherry, til kl. blev henimod 1 og saa tog vi, «in good condition», fat paa turen opover Foldalen.

                Da vi naadde op mod Sprikkeltjernerne, kom den vaade skodden drivende og la sig i nysneen, og saa blev det klab tilgangs. Det blev ingen anden raad end at ta skiene paa nakken opover Hyttedalskammen. Oppe paa høiden, hvor vinden tog, blev føret bedre, men skodd og snetykke laa tungt over alle fjeld, saa vi maatte gaa med kompasset i haanden. Nedover Storlidalen er der glimrende unnarend, og da føret nu mod kvelden – klokken nærmet sig 8 – blev nogenlunde bra, havde vi en lystig fart nedover.

                Vi tog ind hos Erik Storli, hvor der er et udmerket godt stel og svært hyggelie folk, og saa bar det til at slukke denne umaadelige tørsten igjen. Ungkona Kari havde nok at gjøre i den første halvtime med at bære ind melk, hjemmebrygget øl og Frydenlunds øl, som slugtes om hinanden efterhvert som det kom ind, samtidig som vi tog kold afrivning og skiftet undertøi. Til kvelds rømmegrød og kjødkager. Det staar ikke paa at fare i fjeld, naar en kan leve slig. Men rømmegrød og hjemmebrygget øl og Frydenlunds øl og melk og kjødkager er ikke nogen fornuftig blanding at sove paa. Rømmegrøden trivdes ikke i saa blandet selskap.

                Lørdag morgen straalende solskin. Nei, for en storslagen udsigt fra tunet paa Storli. Foran os en venlig fjelddal kranset af Inderdalsfjeldenes mægtige, forrevne tinder i de vildeste former, alt glitrende og skinnende i vaarsolens glans. I 12-tiden maatte vi ta farvel med dette hyggelige sted og tiltræde tilbageturen til Foldalshytten. Vi la turen om Gjevilvandet og opover Halsbækhø. Føret var tungt, og solen brændte som paa varmeste sommerdagen, saa vi sled os opover barhodet og i skjorteærmene med mange pust i bakken. Men vi havde tiden for os, og saa vakkert fjeldsyn havde vi ikke hjerte til at fly forbi.

                Nedover til Sprikkeltjernerne gik det lystig. Paa 3 minutter tilbagela vi nu den strækning, som vi havde brugt en time paa opover. Nedover Foldalen blev føret bedre, og da vi kom til Løsetsætrene, spurtet tre hurtigløbere i forveien. Da vi andre kom fram til Foldalshytten, spraket et lystig baal paa peisen. Klærne kom af i en fart. Nogle holdt sig til en vanlig afrivning; men de mere varmblodige sprang benest ud i snefonnen og rullet sig i dens kjølende favn. Saa ind igjen og til at tørre sig foran peisen. Om det var koldt? Ikke koldere end at gaa fra dampbadet under duschen.

                Klokken var ikke mere end 6, saa vi havde god tid til at stelle os godt den kvelden. Det gjorde vi da ogsaa. Først en solid aften med ertesuppe og hermetik, og derpaa en koselig sherrytoddy omkring peisen og saa en rolig, styrkende søvn i turistforeningens gode senge.

                Søndag morgen mildt disigt veir. La veien opover Gjeithætta for at faa de mægtige rend udover dennes bratte lier mod Svartaadalen. De 6 andre gik i følge over toppen af Gjeithætta, mens jeg fulgte de friske spor af en reinsflokk noget sydligere, i haab om at faa se renerne. Det fik jeg imidlertid ikke, men fik i stedet en noget lystigere nedrend end jeg skøttet om. Jeg befandt mig opåpaa høiden og havde nedenfor mig en slugt, som førte ned i Svartaadalen. Jeg havde snebriller paa og trodde mig sikker for sneblindhed. For mine øyne saa det du, som jeg havde en jevn em end noget brat heldning for mig, og saa satte jeg ivei. Men om forladelse; pludselig dumpet skihornerne ret ned, og i svimlende fart bar det udover en skavl. Først la jeg mig paa staverne alt det jeg orket; men saa maatte den «naturlige bremsen» til, men lige lidet hjalp det. Med snespruten om mig rutschet jeg udover i vild fart, intil endelig den ene skibaken hug sig fast i sneen, og der ankred jeg på med hovudet nedover og bena i veiret, heldigvis ikke saa langt fra bunden. Snart efter var jeg nede paa Baagevoldssæteren og saa herfra de andre seks komme udover Gjeithætta i fine lange rend. Det blev en dryg tur inden vi naadde frem til Drugudal om kvelden i 8-tiden, og drygere endda inden vi i mørke og vaarsøle med skiene paa nakken fik slidt os frem til Grut i 10-tiden. Men her tog vi vor mon igjen i store masser af fløde og melk. - - -